for
INDHOLD:
Kapitel 1 - Foreningens navn og hjemsted § 1 - 2
Kapitel 2 - Foreningens område og medlemskreds § 3
Kapitel 3 - Foreningens formål og opgaver § 4 - 5
Kapitel 4 - Medlemmernes forhold til foreningen § 6 - 9
Kapitel 5 – Foreningens generalforsamling og bestyrelse § 10 - 16
Kapitel 6 – Regnskab og revision § 17 - 18
Kapitel 7 – Forskellige bestemmelser § 19 - 20
Kapitel 1 - Foreningens navn og hjemsted
§ 1 Foreningens navn er ”Skippergårdens Grundejerforening”
§ 2 Foreningens hjemsted er Gribskov Kommune
Kapitel 2 - Foreningens område og medlemskreds
§ 3 Stk. 1
Foreningens geografiske område er identisk med det under udstykningen af matr. nr. 1 c og 1 af Bonderupgård, Gilleleje Sogn tinglyste servitutstiftende bestemmelse indført i tingbog for Helsinge Retskreds (Kronborg Vestre Birk) den 26. juni 1962, svarende til i alt 34 parceller.
Stk. 2
Foreningens generalforsamling kan træffe beslutning om:
at udvide foreningens område, således at parceller som grænser op til dette, kan optages som medlemmer af foreningen,
at grundejerforeningen kan slutte sig sammen med en eller flere bestående grundejerforeninger for tilgrænsende område.
Kapitel 3 - Foreningens formål og opgaver
§ 4 Stk. 1
Grundejerforeningen forestår drift og vedligeholdelse af fællesanlæg og fællesarealer i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser og udfører de opgaver, der i øvrigt henlægges til foreningen i medfør af lovgivningen.
Stk. 2
Grundejerforeningen varetager i øvrigt i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning herom, medlemmernes fælles interesser for området.
Stk. 3
Grundejerforeningen er berettiget til at opkræve de økonomiske midler hos medlemmerne, der er nødvendige for udførelsen af foreningens opgaver.
§ 5
Grundejerforeningen er uafhængig af partipolitiske interesser.
Kapitel 4 - Medlemmernes forhold til foreningen
§ 6 Stk 1
Generalforsamlingen afgør, i hvilket omfang finansiering og administration af de til foreningen henlagte opgaver alene skal ske ved opkrævning hos de enkelte medlemmer eller tillige ved optagelse af lån.
Stk. 2
Det enkelte medlem er pligtig at betale de til enhver tid af generalforsamlingen fastsatte bidrag. Bestyrelsen fastsætter opkrævningsform.
Stk. 3
Ved ikke rettidig betaling af skyldige beløb skal medlemmet betale alle omkostninger ved inddrivelsen. Derudover skal betales et rentebeløb pr. påbegyndte måned af det skyldige beløb.
Rentebeløbet fastsættes i overensstemmelse med renteloven.
Stk. 4
Et medlem som er i restance til foreningen, har ikke adgang og stemmeret på generalforsamlingen, ligesom medlemmet ikke kan vælges til tillidshverv i foreningen.
Stk. 5
Et medlem har på generalforsamlingen en stemme for hvert bidrag, der er pålagt medlemmet.
§ 7 Stk. 1
Med mindre generalforsamlingen beslutter andet, skal der betales lige store bidrag pr. parcel.
Stk. 2
I forholdet til tredjemand hæfter medlemmerne ikke for foreningens forpligtelser med andet end deres andel i foreningens formue.
§ 8 Stk. 1
Når en parcel skifter ejer, indtræder den nye ejer automatisk i grundejerforeningen med samme rettigheder og forpligtelser som tidligere ejer.
Stk. 2
Udtrædende medlemmer af foreningen har intet krav på det af vedkommende erlagte kontingent, eller del af foreningens eventuelle formue.
§ 9 Stk. 1
Det påhviler hver enkelt parcelejer at ren/- vedligeholde såvel parcel som vejarealet ud for denne ud fra gældende lov.
Stk. 2
Finder dette ikke sted efter bestyrelsens skøn, kan denne lade det fornødne arbejde udføre på vedkommende regning eller anmode kommunen om dette.
Stk. 3
Det er ikke tilladt at afbrænde haveaffald i byzonen og i sommerhusområder. Der henvises til kommunens regler herom.
Kapitel 5 – Foreningens generalforsamling og bestyrelse
§ 10
Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste myndighed.
§ 11 Stk. 1
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned i Gribskov Kommune.
Stk. 2
Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel per e-mail eller brev til hver parcelejer.
Stk. 3
Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal følge indkaldelsen til generalforsamlingen. Det samme gælder det underskrevne og reviderede årsregnskab samt forslag til budget for kommende regnskabsår.
Stk. 4
Grundejerforeningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.
Stk. 5
Forslag, som medlemmerne ønsker drøftet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen afholdes.
Stk. 6
Spørgsmål som ikke er optaget på dagsorden, kan ikke sættes under afstemning.
Stk. 7
På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:
Valg af dirigent og referent
Under ”eventuelt” kan der ikke sættes forslag til afstemning.
§ 12 Stk. 1
Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme varsel som den ordinære, afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter skriftlig begæring herom til bestyrelsen af mindst ¼ af foreningens medlemmer, der ikke er i restance til foreningen. I begæringen skal dagsordenen for den eksisterende generalforsamling angives.
Stk. 2
Når begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse, idet juli og december måneder dog ikke medregnes.
Stk. 3
Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordnen nægtes behandlet af generalforsamlingen.
§ 13 Stk. 1
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagens behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen, suppleant, revisor eller revisorsuppleant for foreningen.
Stk. 2
Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre der foreligger anmodning om skriftlig afstemning.
Stk. 3
Stemmeafgivning kan ske ved skriftlig fuldmagt til en anden parcelejer. Ingen kan afgive stemme i henhold til mere end to fuldmagter.
Stk. 4
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, med mindre vedtægten bestemmer noget andet. Ved stemmelighed forkastes forslaget. Blanke stemmer medregnes ikke.
Stk. 5
Over det på generalforsamlingen passerede, skal der udarbejdes et referat, der underskriver af dirigent og formand, hvorefter det har fuld beviskraft i enhver henseende.
Stk. 6
Senest 1 måned efter generalforsamlingens afholdelse vil referat være tilgængeligt på foreningens hjemmeside.
§ 14
Når der på generalforsamlingen er truffet gyldig beslutning om forhold af fælles interesse, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.
§ 15 Stk. 1
Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Generalforsamling vælger formand. Bestyrelsen konstituerer sig selv.
Stk. 2
Bestyrelsen samt 2 suppleanter vælges for 2 år ad gangen. Formand og et bestyrelsesmedlem afgår år med lige tal, de resterende 3 afgår ved år med ulige tal. Suppleanter afgår skiftevis. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3
Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end 4, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig blandt foreningens medlemmer indtil førstkommende generalforsamling.
Stk. 4
Bestyrelsesarbejde er ulønnet, medmindre generalforsamlingen bestemmer andet.
§ 16 Stk. 1
Bestyrelsen afholder møde, så ofte formand eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt.
Stk. 2
Bestyrelsen udarbejder referat af hvert bestyrelsesmøde, som underskrives at de tilstedeværende ved næste bestyrelsesmøde.
Stk. 3
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer giver møde.
Stk. 4
Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 5
Grundejerforeningen tegnes overfor tredjemand af formanden eller et flertal af bestyrelsen. Ved erhvervelse og behæftelse af vej eller sti tegnes grundejerforeningen af den samlede bestyrelse.
Kapitel 6 – Regnskab og revision
§ 17 Stk. 1
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2
Revisor og revisorsuppleant vælges af generalforsamlingen.
§ 18 Stk. 1
Medlemmernes indbetalinger foretages til det sted, som bestyrelsen eller generalforsamlingen har besluttet. Foreningens midler indsættes i bank i foreningens navn.
Stk. 2
Den kontante kassebeholdning må ikke overstige kr. 1.000,00
Stk. 3
Alle bilag skal attesteres af kasserer og formand i forening.
Kapitel 7 – Forskellige bestemmelser
§ 19
Fremkommer der spørgsmål, hvorom denne vedtægt intet foreskriver, er det bestyrelsens pligt at afgøre og løse disse, men samtidig pligtig til at få den førstkommendes generalforsamlings godkendelse af sagen, eller ved indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling såfremt et bestyrelsesmedlem ønsker dette.
§ 20 Stk. 1
Beslutning om ændring af foreningens vedtægter kræver 2/3 majoritet blandt de på generalforsamlings fremmødte medlemmer, som dog mindst skal udgøre halvdelen af foreningens medlemmer.
Stk. 2
Er det fornødne antal medlemmer ikke tilstede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden en måned. På denne kan forslaget vedtages ved almindeligt stemmeflertal uden hensyn til de mødendes antal.
Således vedtaget på generalforsamlingen, den 2. maj 2010.
I bestyrelsen:
Peter Hansen, formand (Slåenvænget 4)
Prichardt Hansen, kasserer (Stubbevej 7)
Gitte Havlide, webredaktør (Hørvænget 5)
Orla Hansen (Ærtevænget 15)
Dorthe Rugholm (Hørvænget 7)
Ove Harkov Hansen, suppleant (Slåenvænget 3)